Livsstien til Hugh Hefner [Infografik]

Hvil i fred Hugh Hefner

BRUGT TIL DIG AF VPORN.COM.

Kan du lide infografien? Integrer det på din hjemmeside

Kopier og indsæt koden nedenfor:

 Se den fulde version (via Vporn.com )

 

Til minde om Hugh Hefner, grundlæggeren af ​​Playboy, sammensatte vi en infografik, der følger Hefs livssti.

Det var sidste onsdag, da en chokerende nyhed ramte verden for Hefs bortgang. Han var 91. Du kan også læse mere om det hvordan Hef huskes af pornostjerner i en artikel, vi offentliggjorde den følgende dag. Men jeg er sikker på, at I alle allerede er fortrolige med de triste nyheder.

Mit første møde med Playboy er temmelig sløret. Jeg var sandsynligvis 10 eller noget. Da vi stadig boede sammen med mine forældre, havde huset, vi boede i, flere lofter. Denne var speciel, lige over garagen og kun tilgængelig med en stige. Af en eller anden grund kunne jeg altid lide at hænge derude. Alene.

Jeg kan ikke helt huske det helt, men der var masser af sand i store tønder, som jeg elskede at lege med og lavede en hel masse rod ud af det. Der var også masser af fliser, som jeg brugte til at konstruere gud ved hvad. Og bryde dem også.

Før jeg fandt denne specielle kasse, gik den sandsynligvis et år eller noget andet. Nå, der var det en kartonæske, som jeg opdagede bag rodet. Hvert barn er super tiltrukket af rod og rodethed. Jeg ved ikke, hvad der er tilfældet, men jeg var ikke anderledes. Jeg blev altid fascineret, da jeg så en stor bunke ting af alle slags. Jeg var dog aldrig en hoarder.

Under alle omstændigheder åbnede jeg kassen, og der var alle slags magasiner stablet oven på hinanden. Jeg anede ikke, hvad de drejede sig om, og selvfølgelig tog jeg den øverste ud. Når jeg begyndte at bladre gennem sider, fandt jeg ud af, at den er fuld af nøgne kvinder.

At være i de år, hvor jeg begyndte at lære, hvad jeg virkelig har min pik til, selvfølgelig, voksede jeg straks en boner. Og sådan snuble jeg først over Playboy. Du gættede det, de følgende måneder tilbragte jeg mine eftermiddage på loftet og nød mig.

Det var virkelig sikkert, fordi ingen kunne finde dig. For ikke at nævne, at når nogen fandt ud af, hvor du er, og inden de var oppe, havde du allerede ordnet det hele. For alle spillede jeg med sandet og fliserne, men i virkeligheden spillede jeg med min pecker.

Men så skete der noget mystisk mærkeligt. Denne ene dag, da jeg kom hjem fra skolen og skyndte mig på loftet, var kassen ikke mere. Nogen tog det.

Indtil i dag ved jeg stadig ikke, hvem der tog kassen fuld af Playboy magasiner. Jeg havde aldrig rigtig til formål at løse mysteriet, men jeg er på en eller anden måde sikker på, at det var min far. Hvem ellers, ikke? Eller måske vidste også min bror hemmeligt dette sted. Men han var en nørd og forlod sjældent rummet og gik ud.

Alt, hvad jeg kan sige, er tak, far, for at have gemt dem deroppe. Jeg ved ikke, hvornår ville jeg først få muligheden for at bladre gennem magasinet ellers. Måske er det grunden til, at jeg bliver til en sådan perv, som jeg er i dag. Hvis det ikke var for disse Playboy-magasiner, var jeg måske ikke engang her i dag og skrev om dem.